jysk ordbog – Københavns Universitet

dialekt.dk
Resize Print Bookmark and Share

Forside > dialekter > jysk ordbog

Jysk Ordbog

Følgende tekst er fra Jysk Ordbogs hjemmeside:

Jysk Ordbogs historie

Jysk Ordbog udarbejdes ved Peter Skautrup Centret for Jysk Dialektforskning (tidl. Institut for Jysk Sprog´ og Kulturforskning), Aarhus Universitet. Instituttet blev oprettet i 1932 på initiativ af professor Peter Skautrup (1896 - 1982) bl. a. med henblik på indsamling af materiale til en jysk dialektordbog.

Oprindelig var det tanken at udarbejde en ordbog, der kun dækkede de jyske dialektforfattere. Imidlertid fik instituttet tidligt forbindelse med flere frivillige medarbejdere, der indsendte oplysninger om deres dialekt. 

Omkring 1950 blev ordbogsplanen ændret. Man sigtede nu mod en Jysk Ordbog, der også byggede på allerede foreliggende optegnelser, kulturhistoriske skildringer etc., hvor dialektudtryk måtte forekomme. Desuden indgik det i planen, at der skulle foretages omfattende optegnelser på områder, hvorfra der indtil da kun forelå et sparsomt materiale.

Efter at der var sikret finansiering af den ændrede plan, startede et omfattende arbejde med seddeludskrift til ordbogskartoteket af nye og ældre optegnelser, kopiering af seddelsamlinger i Afdeling for Dialektforskning ved Københavns Universitet etc.

Omkring 1980 var alle væsentlige kilder udnyttet, og der var opbygget et ordbogskartotek med ca. 3 mill. sedler. Dette materiale er siden 1950 blevet suppleret af en spørgelistesamling, der nu skønsmæssigt indeholder et tilsvarende antal oplysninger. Spørgelistebesvarelserne muliggør ret sikre grænsedragninger mellem dialektale udtaler, bøjninger, betydninger etc.

I slutningen af indsamlingsfasen var redaktionsprincipperne i det store og hele fastlagt, og redaktionen blev påbegyndt med henblik på en trykt udgave. Men da instituttet i slutningen af 80erne blev udstyret med moderne edb-udstyr, opstod muligheden for på sigt at vælge en elektronisk publicering. Og da adgang til Internettet nu er blevet om ikke hvermandseje så i al fald temmelig udbredt, blev det valgt ad denne vej at publicere det redigerede - og udskyde tanken om en traditionel bogudgivelse.

Redaktionen er nu nået ind i bogstav H og dermed er ca. en trediedel af ordbogen færdig. Det redigerede omfatter i 2003 godt 5000 spalter, hvortil kommer ca. 2300 kortbilag.